Af Jonathan Lund Andersen
I instruktør Ulrich Seidls Rimini bliver publikum aldrig rigtig afklaret med noget som helst. Men det er bestemt heller ikke målet for denne tåkrummende film. I Rimini følger man Richie Bravo (Michael Thomas), som desperat prøver at holde fast i sin identitet som den store Schlager-stjerne, han engang var.
Richie opleves i momenter, hvor han er på flugt fra virkeligheden, i gang med at sælge sin krop og stemme eller som en person, der kæmper for at vise sig som moralsk. Problemet er bare, at intet af dette i sidste ende kan holdes adskilt for Richie.
Richie ender med at vise sig fra sin værste side, når han prøver at skaffe penge til sin voksne datter, Tessa (Tessa Göttlicher), der har opsøgt ham for at få de børnepenge, hun mener, han har narret hende for. Det, som umiddelbart er et forsøg på at ære hans forpligtelser, ender med, at han afpresser en fans ægtefælle med sexvideoer og prøver at stjæle fra sin demente far, som han besøger jævnligt efter morens død.
Filmen er nærmest en eksistentiel kommentar; alle prøver at realisere sig selv samtidig med, at de sideløbende prøver at være moralske individer over for andre. Men livet munder altid ud i at være en mærkelig blanding af begge. Man væmmes ved Richie, men man ser også en person, der gerne vil gøre det bedre.
Seidl lykkes med at gøre dette portræt af Richie overbevisende ved at fremkalde en ængstelighed i sit publikum. Kompositionen får rummene til at virke tomme, selv når der er mennesker i dem, og strandene forladte, selvom de egentlig ikke er. Lokationerne og den forladte ferieby med sne er på den ene side morsom og på den anden side dyster.
Derudover fanger filmens mange gentagelser også seeren i en følelse af nervøsitet. Nervøsiteten opstår, fordi man netop prøver at forberede sanseapparatet på flere akavede situationer og skæbner på flugt fra deres livsomstændigheder. Man vender altid tilbage til Richies vandreture mod hotellet, hvor han prostituerer sig selv, mens immigranter skæver til ham, som han går forbi iklædt pelsfrakke.
Denne nervøsitet fremmes af den akavede dialog mellem Richie og filmens øvrige karakterer. Dette gælder især når Richie danser rundt og bedårer de ældre kvinder i publikummet til hans shows. Dog bliver dialogerne mellem Richie og hans datter Tessa nogle gange for simple og forudsigelige.
Man kunne her ønske, at Tessa var blevet gjort til en mere kompliceret og autentisk karakter. Andre film som skildrer far/datter relationen fanger i højere grad seeren med problematikkerne omkring den dårlige familierelation. Et pragteksemplar er for eksempel Min far Toni Erdmann (2016), hvor seeren bliver tvunget til at leve sig ind i relationen mellem begge karakterer. Rimini har sin dybde, men man føler ikke, at man bliver trukket ind i en stærk verden, der indeholder meget andet end Richie.
Dette taget in mente, så lykkedes det Seidl at lave en film, der forholder sig til nogle centrale eksistentielle emner. En kritik af den ovenstående indvending er også, at filmen fokuserer på lige præcis hvad, der er nødvendigt, for at skabe et fuldført portræt af Richies virkelighed.
Rimini er en stærk og ironisk historie om en gammel stjerne, der prøver at bevare sin identitet samtidig med, at han prøver at reparere alt det, som han igennem sit liv har negligeret.
Kommentarer